Midsommerkoncert

Hyggelig og informativ midsommerkoncert i

Reerslev kirke d. 21. juni 2016 kl. 21.00


Vladimir Gaisai, som jævnligt afløser vor faste organist, Karsten Hovmark, underholdt på russisk harmonika og fortalte om harmonikaens muligheder. Hans russiske harmonika vejer 17 kg og tangenterne sidder modsat af, hvordan de sidder på en dansk harmonika.

Vladimir, som vi er vant til at kalde ham i Reerslev, spillede både kendte og ukendte melodier, der faktisk kunne lyde som orgelmusik. Han blev provokeret til at afslutte med at spille ”Kalinka”, som han klarede med bravour.

Det var interessant at høre om harmonikaens historie og om nogle af de mange variationer, der findes. Men det var endnu bedre at høre nogle af de smukke, eller smægtende eller voldsomme melodier, som Vladimir kunne vride ud af den store russiske harmonika. Der var rent kræs for øregangene og fantasien.

Efter koncerten bød menighedsrådet på boblende forfriskninger med mundgodt, som vi hyggede os med til tusmørket bredte sig over Reerslevs smukke og velkendte omgivelser.