Jazz historie fortalt af Præst Elisabeth Børch
med sang og musik.

Fredag d. 3.6.22 kl. 9.30 –  Musikalsk foredrag v/ sognepræst Elisabeth Børch.

Efter morgenbordet fortalte og sang Elisabeth om sin indføring til Jazz og præstegerning – akkompagneret at sublime musikere: Henrik Bay - guitar og Chris Tanner - klarinet.

Elisabeth er opvokset i en klassisk musisk familie og forventede at blive klassisk sangerinde, men da hun ikke blev optaget på akademiet 1. gang hun søgte ind, besluttede hun at læse teologi indtil året efter, hvor hun ville søge ind igen. Imidlertid blev hun så begejstret for teologien, at hun besluttede at gennemføre studiet til præst. På en rejse til USA kom hun til New Orleans, hvor hun blev grebet af den stemning og musik der, så hun ikke siden har sunget en klassisk tone. Det blev jazzen, hun tabte sit hjerte til.

Den første sang ”Ain’t miss behaven” sang Elisabeth med sin dejlige og meget melodiske stemme – og hun fortalte videre, at hun er fantastisk glad for at være præst, og det har vist sig, at det slet ikke er svært at kombinere de 2 ting – præst om dagen og jazz-sangerinde om aftenen. Det går op i en højere enhed. Det er også lidt sjovt at opleve, at publikum bliver noget overrasket over, at her står en der en præst på høje hæle og synger jazz!?

Da Elisabeth skulle vælge emne til sit speciale i studiet, var det ikke svært, da der i New Orleans er en helt speciel form for spiritualitet, hvor musikken afspejler sig i religiøsiteten og religiøsiteten afspejler sig i musikken.

Der blev bragt mange slaver fra Afrika til New Orleans og Caribien omkring 1700 – de kom fra Franske kolonier og var dermed katolikker. De havde bedre kår end slaverne i bomuldsmarkerne. De havde bl.a. fri hver søndag, så slaverne samledes på markeder og spillede musik sammen på deres primitive instrumenter. Her blev jazzen født – og det er ganske vist!! På Congo Square solgte de grøntsager og spillede sammen.

Der opstod meget fattigdom i New Orleans pga. problemer med sammenlægningen af forskellige grupper af slaver, hvor nogle var blevet frataget deres rettigheder, og der blev i de fattige kvarterer oprettet begravelsesforeninger, hvor man kunne spare op, så man kunne have råd til at få en fin begravelse. Det udviklede sig til en industri af begravelsesforretninger, som kappedes om kunderne, og der opstod parader med musik i forbindelse med disse begravelser. Hvert kvarter havde sin begravelsesforretning: Social aid of pleasure clubs. Først i paraden gik en mand med skærf med reklame for forretningen, dernæst kom kisten med følge – og derefter orkester med musik. Og hvis der ikke var pause mellem begravelserne, kunne man finde på at sende en ’tom’ parade i gang – med reklame, kiste og musik. Sådan er det også i dag, men det er blevet meget dyrt at blive begravet på denne måde. Mest berømte musikere – ex.  Prince og David Bowie.

Elisabeth sang flere af de meget kendte jazz-sange bl.a ’Just af closer walk’ Det var meget smukt og bevægende.

Mardi gras – (fede tirsdag), som fejres dagen før fasten, fejres på en helt speciel måde af Mardi gras-indianerne i New Orleans – det oplevede Elisabeth ved et tilfælde i New Orleans en morgen kl. 5, hvor Indianerhøvdinge m. spyboys går rundt i de fattige kvarterer (37) for at ’finde’ hinanden for at duellere med ord om, hvem der er den smukkeste. I gamle dage kæmpede de med våben. På foto ses de flotte perlebesatte dragter, som bliver broderet hver søndag gennem et helt år af hele familier – også af de store sorte mænd. Forhistorien er, at der udbrød hungersnød i New Orleans, da den blev grundlagt omkring 1718, og slaverne blev sendt ud til indianerne (Native americans) og som en slags modstandskamp mod de hvide, opstod denne Mardi gras-indianerne i byen, som det eneste sted i verden. De ’indtog’ gaderne i de fattige kvarterer.

Danske jazz-sange har vi også – Karen Jønsson har skrevet ’Hvorfor er lykken så lunefuld? – og den leverede Elisabeth med indlevelse og inderlighed  - akkompagneret af de 2 dygtige musikere.

Ansgarkirken holder hvert år Mardi gras-gudstjeneste, hvor der spises kreolermad, og hvor der også bliver sunget og spillet jazz.

Til slut gav Elisabeth nummeret ’I want to be evil’, - et gammelt Eatha Kitt-nummer –

Jo, Elisabeth spænder vidt og hun forførte os med de skønneste jazz-sange og sin dejlige stemme!  Tusind tak!!!!!

Jeg beklager det lange – og sidste - indslag, men det var så spændende, at jeg synes det fortjener at blive spredt.